Klik på menuerne for at finde mere indhold
 

Debatindlæg bragt på DAGBLADETs sportssider tirsdag 14. februar:

Gå efter bolden, Benny

Torben Lollike
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Ringsted, Benny Christensen, undrer sig på sportssiderne i DAGBLADET mandag 6. februar over, hvad det er for en dagsorden, jeg fremfører, når jeg kritiserer Ringsted Kommune for at bruge 300.000 kr. til markedsføring og ikke evaluere om kommunen rent faktisk for noget for pengene.

Benny Christensen bliver ligefrem betænkelig, når jeg henviser til direktøren i Sport One Danmark, Steen Fladberg. Det socialdemokratiske byrådsmedlem minder om, at Steen Fladberg er tidligere badmintonspiller og antyder, at jeg som ansat i Badminton Danmark blander mine lokalpolitiske opgaver sammen med mit kendskab til Sport One danmark-direktøren og mit daglige arbejde.

Lad mig lige rette et par misforståelser: Jeg har ikke været ansat i badmintonforbundet i næsten seks år. Jeg har siden 1. maj 2006 været ansat i Danmarks Idræts-Forbund.

Jeg synes, det var rimeligt klart i mit debatindlæg på sportssiderne i DAGBLADET 4. februar, at jeg er helt uenig med Steen Fladberg i denne sag. Kort sagt, mener han, at markedsføringsbidraget til TMS er givet godt ud. Jeg mener, at effekten af markedsføringsbidraget skal dokumenteres, før vi kan tale om kommunen får noget for skatteydernes penge. Jeg må konstatere, at det åbenbart ikke fremgik klart nok af mit debatindlæg. Det skal jeg beklage.

Jeg håber derfor også at have manet Benny Christensens konspirationsteorier i jorden. Jeg håber at vi i fremtiden kan debattere – og være uenige – uden at vi behøver at mistænkeliggøre hinandens motiver. Lad os fremover gå efter bolden, ikke efter manden.

TMS forsøgte i november 2011 at få Ringsted Kommune til at indgå en treårig aftale, der skulle give klubben 600.000 kr. hvert år. Jeg synes, at man i respekt for foreningslederne, ikke kan tillade sig midt i en sæson at hive tæppet væk under TMS ved helt at fjerne deres markedsføringsbidrag. Derfor bakkede jeg også op om det daværende radikale byrådsmedlem Hanne Hyldgaard, da hun stemte for, at TMS skulle have et markedsføringsbidrag på 300.000 og at ordningen så skulle evalueres efter et år.

Jeg kan nu forstå, at evalueringen skal bestå i, at byrådsmedlemmerne blot skal drøfte ordningen. Det, synes jeg, langt fra er godt nok. Markedsføring handler om at forsøge at opnå nogle fastsatte mål. Og så måle på, om man når dem.

Det, jeg argumenterer for, er, at give TMS og Ringsted Kommune vished. Måske er de 300.000 kr. givet godt ud. Vi ved det bare ikke.

Benny Christensen skriver, at han er stolt over, at Ringsted Kommune benytter sig af muligheden for at ’støtte’ TMS. Men stolthed hos visse byrådsmedlemmer er ikke er et ordentligt argument. Det er følelser. Det næste er så, at Benny Christensen vel her kommer til at fortale sig. Der er vel ikke tale om, at Ringsted Kommune støtter TMS med 300.000 kr. om året? Jeg går så sandelig ud fra de skattefinansierede penge går til markedsføring. Og de penge bør man altså kunne redegøre for. Det skylder vi kommunens borgere, der er med til at betale gildet.

Følg mig på Facebook: www.facebook.com/torben.lollike
Lav din egen hjemmeside med mono.net